Søg  |  www.norddjurs.dk  |  Kontakt  |  Sitemap  |  A-Å Indeks
ForsideByer og landsbyerLand og vandService for borgereErhverv og infrastrukturFind områdetProcessen  Print
Velkommen
Om Kommuneplan 2009
Norddjurs Kommune
Kommunen og omverdenen
Agenda 21
Strategisk miljøvurdering
Klima
Mindretalsudtalelser
Planen som PDF
Kommuneplantillæg

 

 

Norddjurs Kommune
Torvet 3, 8500 Grenaa
Telefon: 89 59 10 00
Mail: norddjurs@norddjurs.dk
CVR-nr.: 29 18 99 86
Kommunenr. 707


Åbningstider:
Man- onsdag: kl. 08.30 - 15.00
Torsdag: kl. 08.30 - 17.00
Fredag: kl. 8.30 - 12.00


Borgerservice Auning:
Tirsdag: kl. 10.00 - 13.00
Torsdag: kl. 13.00 - 17.00

Klima


Norddjurs Kommune ønsker gennem sin klimastrategi at sætte fokus på, hvad kommunen selv kan gøre for at reducere udledningen af drivgusgasser og for at imødegå konsekvenser af de globale klimaændringer. Der skal skabes mulighed for økonomisk vækst, og på samme tid skal afhængigheden af fossile brændstoffer reduceres, og miljøet beskyttes. 

Mål

Det er kommunalbestyrelsens mål, at  

  • sikre en hurtig indførelse af klimavenlig teknologi i landbrug, produktionsvirksomheder og i erhvervs- og boligbyggeriet
  • reducere energiforbruget i de kommunale bygninger
  • etablere foranstaltninger til sikring af udsatte områder mod oversvømmelser

Retningslinje 1.1 Klima

  1. Der skal i videst muligt omfang anvendes klimavenlig teknologi både ved nybyggeri og ved ombygning/renovering af eksisterende bygninger.
  2. I lavtliggende områder må der som hovedregel ikke ske udlæg af nye områder til byudvikling eller infrastrukturanlæg, der i fremtiden kan blive truet af oversvømmelser fra hav og/eller vandløb
  3. Lavereliggende områder skal i videst muligt omfang nyttiggøres som rekreative områder og samtidig benyttes til afledning af overfladevand fra befæstede arealer.

Redegørelse

Fremtidige klimaændringer som følge af øget drivhuseffekt er uundgåelige. Selv hvis det lykkes meget hurtigt at reducere de globale udslip af drivhusgasser og stabilisere atmosfærens indhold på det nuværende niveau, vil der ske en yderligere global temperaturstigning på grund af de udslip, der allerede er sket. 

Hovedparten af den globale opvarmning skyldes menneskers aktiviteter. Det drejer sig især om udslip af CO2 fra afbrænding af kul, olie og gas, men også udslip af methan er problematisk. Methan-udslippet kommer fortrinsvis fra den animalske produktion i landbruget. Hertil kommer tørlægning og dræning af vådområder, som også er kilder til en øget udledning af drivhusgasser (CO2 og lattergas).

Danmarks Meteorologiske Institut har med baggrund i FN’s klimapanels scenarier beregnet klimaændringerne i Danmark i de kommende 100 år. Resultaterne viser, at der kommer mere regn om vinteren og mindre om sommeren, mens der om sommeren kommer både tørke og kraftigere regnskyl.

På langt sigt forventes, at nedbøren om vinteren stiger med mellem 18 og 43 %, at vintertemperaturen stiger med 2-3 ºC, og at planternes vækstsæson bliver forlænget med gennemsnitligt 1-2 måneder. Tilsvarende forventes sommertemperaturen at stige 1-3 ºC, hvilket vil føre til større fordampning. Der forventes en generel stigning i havniveauet på 0,15-0,75 m (eksklusive bidrag fra afsmeltning af landbaserede ismasser) i de indre danske farvande, og ved ekstreme stormfloder forventes den maksimale vandstand at øges med op til 1 m på Vestkysten.

Klimastrategi

Formålet med Norddjurs Kommunes klimastrategi er at reducere kommunens udledning af drivhusgasser og at forebygge konsekvenserne af de forventede globale klimaændringer. Efter klimatopmødet i København skal det vurderes, om resultatet af topmødet betinger en justering af den kommunale klimastrategi.

Fysisk planlægning

I forbindelse med myndighedsudøvelse i den fysiske planlægning og ved behandling af ansøgninger om byggetilladelser og miljøgodkendelser har Norddjurs Kommune mulighed for at påvirke den fremtidige udledning af drivhusgasser og imødegå konsekvenserne af globale klimaforandringer.

Ved udarbejdelse og vedtagelse af lokalplaner vil der derfor i videst muligt omfang blive indføjet bestemmelser om anvendelse af klimavenlig teknologi ved opførelse af bygninger. Ligeledes vil der ved behandling af ansøgninger om tilladelse til nybyggeri og ombygning/renovering af eksisterende bygninger i videst muligt omfang blive indføjet bestemmelser om anvendelse af klimavenlig teknologi.

Arealudlæg til byudvikling skal ikke ske på lavtliggende områder, der kan blive truet af oversvømmelser fra hav og/eller fra vandløb. I lokalplanlægningen vil der i videst muligt omfang blive arbejdet med at nyttiggøre lavereliggende områder som rekreative områder og samtidig anvende disse områder ved afledning af overfladevand.

Ansøgninger om miljøgodkendelse af landbrugsproduktion, herunder ansøgninger om modernisering af eksisterende produktionsanlæg ved indførelse af mere klimavenlig teknologi vil blive prioriteret højt.

Den nuværende frivillige miljøcertifikat-ordning for virksomheder i Grenaa skal også omfatte virksomhedernes klimaforhold. Tilbuddet om certificering vil blive udvidet til at omfatte alle større virksomheder i Norddjurs Kommune.

Kommunale bygninger

Som driftsherre for de kommunale bygninger har kommunen store muligheder for at påvirke bygningernes energiforbrug og dermed udslippet af drivhusgasser. Energiforbruget kan reduceres ved modernisering af bygningsmassen og ved adfærdsændring hos brugerne gennem en fokusering på klimaproblematikkerne. Ved opførelse af nye kommunale bygninger vil der i videst muligt omfang blive anvendt klimavenlig teknologi med henblik på at minimere bygningernes energiforbrug.

I 2009 blev gennemført et projekt med henblik på at reducere energiforbruget i de kommunale ejendomme, primært gennem adfærdsregulering, men også ved at indføre ny klimavenlig teknologi. I 2009 og 2010 gennemføres energimærkning af de kommunale ejendomme – de mindre ejendomme energimærkes i 2009 og de større ejendomme i 2010. I forbindelse med gennemgangen af ejendommenes energiforhold udarbejdes konkrete energibesparelsesprojekter.

I forbindelse med vedligeholdelsen af de kommunale veje undersøges energiforbruget og eventuelle klimamæssige forskelle for de enkelte typer vejbelægning.

Beskyttelse mod vandstandsstigninger

Som ejer af kommunale bygninger og infrastrukturelle anlæg skal Norddjurs Kommune sikre, at disse ikke beskadiges ved oversvømmelser fra havet, fra vandløb eller ved ekstreme regnskyl. Kommunen kan rådgive og vejlede private lodsejere om sikring af deres ejendomme mod oversvømmelser.

Der skal udarbejdes en oversigt over de områder i Norddjurs Kommune, der kan blive påvirket af fremtidige stigninger i havets vandstand og/eller af stigende mængder vand i vandløb, søer og andre vådområder. Oversigten vil omfatte den øgede risiko for stormfloder og andre ekstreme vejrhændelser.

Der skal konkret udarbejdes et forslag til, hvordan lavtliggende områder i Grenaa kan sikres mod oversvømmelser fra Kattegat. Det skal beskrives, hvordan de lavtliggende områder kan inddæmmes (diger og eventuel sluse ved Grenåens udløb i Kattegat).

Forslaget suppleres med en beskrivelse af muligheder for at udnytte lavtliggende områder øst for Grenaa som buffer for den stigende afstrømning af overfladevand fra blandt andet Kolindsund. Etablering af nye vådområder i lavtliggende områder og eventuel genskabelse af tidligere tiders søer kan muligvis kombineres med anlæg af rekreative arealer og planlægning af nye boligområder.

I samarbejde med Syddjurs Kommune vil der blive gennemført en analyse af, hvordan Kolindsund fremadrettet skal udnyttes.

Initiativer i planperioden

  • I 2009 og 2010 gennemføres energimærkning af de kommunale ejendomme
  • Der skal udarbejdes en oversigt over de områder i Norddjurs Kommune, der kan blive påvirket af fremtidige vandstandsstigninger. Der skal konkret udarbejdes et projektforslag til, hvordan lavtliggende områder i Grenaa kan sikres mod oversvømmelser fra Kattegat.

 
Status

Kommuneplan 2009 blev vedtaget af kommunalbestyrelsen den 1. december 2009.

Kommuneplan 2009 er offentligt bekendtgjort den 9. februar 2010.